09.11.16

Fornyet museumsaftale gør AV-indhold lettere tilgængeligt

 

Copydan AVU-medier har med Slots- og Kulturstyrelsen og UBOD indgået en aftale, som baner vej for større brug af audiovisuelt materiale i museernes udstillinger og formidlingsarbejde. 

Let adgang til levende billeder og lydklip
Museumsaftalen blev fornyet i maj 2016 og giver de statslige og statsanerkendte museer adgang til en bred vifte af audiovisuelt materiale fra blandt andet 36 forskellige tv-stationer og 14 radiostationer. 
Ophavsrettighederne er blevet samlet ét sted, og dermed kan museerne frit sammensætte klip fra tv- og radioudsendelser, reklamer og internettet og vælge den baggrundsmusik, som matcher deres udstilling bedst. 

Nye formidlingsmuligheder
Med den fornyede aftale kan et museum bl.a. streame og/eller bestille DVD-udgaver af tv-udsendelser, reklamefilm, kort- og dokumentarfilm fra både Center for Undervisningsmidler (CFU) og Statsbiblioteket (SB). Aftalen er med til at give flere muligheder indenfor formidlingen af kunst og kultur. En udstilling om efterkrigstiden kunne eksempelvis krydres med et tv-klip fra d. 9. november 1989, da øst- og vesttyskerne i en fælles glædesrus dansede på toppen af Berlinmuren, som netop var faldet. Eller en udstilling med fokus på kønsroller vil kunne bruge brudstykker af radioreportager fra Kvindernes Internationale Kampdag igennem tiden.

Du kan læse mere om museumsaftalen på Slots- og Kulturstyrelsens hjemmeside her