Gå til indhold Slice Created with Sketch.
© Ditte Valente
Copydan, Copyrights, Lindevangskolen, rettigheder, tv og film i undervisningen

Børn og unge lever i en digital virkelighed, og det er helt afgørende, at skolerne møder denne virkelighed. Medierne har nemlig både potentialet for at understøtte og udfordre den pædagogiske praksis. I dag er medier som Facebook, Twitter, film og tv en naturlig del af børn og unges hverdag.   

Eleverne skal lære at forholde sig kritisk

Medierne bruges som viden, underholdning og til bredt at kommunikere og orientere sig i verden. Denne nye, digitale mediekultur er så stor en del af børn og unges liv, at det også præger familiens samvær. Det fortæller Ole Christensen, der er lektor ved Professionshøjskolen UCC. Han har kigget nærmere på, hvordan familiers og børns medievaner ser ud i dag – og hvilken betydning det har for skolen.

”Jeg kunne se, at medier i dag indgår bredt i familiens hverdag, og børn og unge udvikler en varieret og bred teknologiforståelse, stor viden om medieudtryk og ikke mindst tekniske færdigheder (knapkompetencer). De færreste besidder dog analytiske mediekompetencer, det vil sige færdigheder i at analysere medier samt evnen til at anlægge et kritisk perspektiv – og her har skolen en stor opgave. Medierne præger opdragelse og udvikling i hjemmet og vil udfordre vores læringskultur,” fortæller Ole Christensen. 

"De færreste besidder dog analytiske mediekompetencer, det vil sige færdigheder i at analysere medier samt evnen til at anlægge et kritisk perspektiv – og her har skolen en stor opgave"

Ole Christensen | Lektor, UCC

Nye måder at skabe læring på

Medier kan inddrages til helt nye måder at lære på. De kan både understøtte og udfordre den pædagogiske praksis.

”Når medierne skal inddrages i skolen skal vi se på, hvilke læringskompetencer, der er af særlig betydning i det 21. århundrede, fx kreativitet og innovation, kritisk tænkning og samarbejde,” siger Ole Christensen og fortsætter:

”Medier kan bidrage til at skabe helt nye måder at skabe læring på, og når vi inddrager medier, er vi nødt til at gøre op med gamle vaner i skolen. Når vi inddrager medier i undervisningen, skal det ske på den rigtige måde med god og kritisk forståelse for, hvad medier kan. At inddrage medier i skolen handler om at finde det rette samspil mellem fx at se levende billeder på YouTube og andre digitale platforme og så den refleksion og fordybelse, som fx læsning af tekster kan bidrage med.”

Mediebrug i skolen er et felt, som hele tiden udvikler sig med ny viden og praksis. Noget af det, man også bør indtænke i brugen af medier er ifølge Ole Christensen, at børns og unges kulturelle og sociale baggrunde spiller en væsentlig rolle for deres brug af medier. Det er ikke alle, som har samme forudsætninger for at drage fordel af de muligheder, som digitale medier tilbyder i dag. Og det nogle af de udfordringer, som skolerne ifølge Ole Christensen skal tage højde for i de kommende år.